Dagene går..

.....

Ingen ord går igennem.

Humøret er anspændt.

Forventningerne er for store.

Byrden er for slem.

Jeg bliver ked.

Læser hvad du har skrevet.

Prøver at trøste mig med de ord.

Men går det?

Jeg kan huske den dag vi sidst så hinanden.

Jeg var stille, hørte hvad du havde at sige.

Lyttede til de andres ord.

Det var pinefuldt.

Alt gik lige ind og satte sig.

Din vrede, din smerte, dine tåre.

Jeg kan huske jeg følte at jeg blev nidstirret.

Det blev jeg skam også,

Men ikke i ond mening.

Hun ville se om jeg var okay?

Jeg sagde selvfølgelig igen bare

"Jaa jeg er okay, har bare hovedpine"

OTL

Det var jo sandt,

men en lille løgn var med.

Jeg ved ikk om du så det.

Men du var der for mig, da jeg græd.

De andre var væk.

Tiden gik, du græd ogs..

Det var underligt.

Første gang jeg græd foran dig..

Men det var ikk ubehagligt,

som det er med andre.

Det var en lettelse.

Du skulle gå, det var også helt okay.

På vej hjem følte jeg mig glemt..

Min familie tog ikk hensyn.

de vidste det ikk.

Jeg er blevet hakket ned på

og skældt ud en del..

Hvorfor?

Hvorfor kan jeg så ikk bare være ved dig.

Du vidste det.

Du ved hva der er..

Jeg kan bare ikk sige det til dem.. :/

....

Hvordan får jeg det sagt!?

Bare der var en let løsning..