Smerten ved sandheden

Jeg lå hjemme ved min veninde Trine<3
Vi camede med René..
-Jeg var alt for træt til at sige ret meget-
Men så begyndte René at spørge hvor min far havde arbejdet.
Om det ikke var på genbrugs pladsen i byen.
Jeg måtte jo svare ja, for det havde han.
René fortalte lystigt om..
At hans plejefar og ham så havde været gode venner,
og snakket rigtig godt sammen.
Og at han selv havde snakket meget med ham.
Det gjorde lidt ondt at høre..
Men så spurgte han,
Om min fars navn..
Jeg... jeg kiggede med bange øjne op på hans billed!
Og kunne ik rigtig sige det.
Men fik det skrevet ned..
.. Jeg har ikke sagt min fars navn i lang tid
Kan ikke skrive det ned..
Kan intet..

Min fars navn gør ondt at tænke på...
Gør ondt at skrive..
Gør ondt at sige...
Det sætter sig som en smerte i mit bryst.
Det dunker og stikker.
Som hvis du skære dig selv ved et uheld.
Jeg blev bange for den følelse
Jeg har aldrig haft det sårn før..
Men nu gør det ondt :c
Og det er ynkeligt!

Da jeg endelig faldt i søvn..
Blev jeg rolig..
Men jeg kan stadig ikke sige hans navn!
eller tænke på det :c
Men smerten minder mig om at det er sandt,
At han ikke lever mere!
Men..
Sandheden, kan bringe smerte frem </3
Og smerte bringer sandhed frem!!</3