Jeg har sovet næsten hele weekenden væk..
Sammen med Daniel <3
Vi er kommet sammen <3
Jeg er så glad...
Savner ham..
Men da jeg så han kørte væk i bussen..
Blev jeg pludselig ked af det..

Jeg gik langsomt hjem..
Ringede til min mor...
Hun ville snakke med mig..
Om noget..
Som Daniel ik skulle høre..
Og som min bror heller ikke skulle høre..
Jeg ville vide om det var slemt eller ej..
-Kunne hun ikke lide ham?
Var der noget galt med at jeg kommer sammen med ham?
Er det fordi han er 18?-
Hun ville ikke sige hvad hun ville snakke om..
Hun spurgte drillende om jeg ik turde komme hjem?
Jeg blev ret ked af det..
Men sagde bare... at jeg var på vej..
Da vi havde spist.. og min bror gik en tur med Chico..
Begyndte hun på sin prædiken..
Om at han er 18.. og jeg er 15..
Og Drenge i den alder.. tænker på noget andet...
End liiiiiige det jeg vil..
Jeg blev virkelig flov!
Fik det dårligt igen...
Sådan har jeg haft det siden natten til lørdag..
Hvor han lå ved siden af mig..
Jeg havde mareridt det meste af natten..
Holdt ham vågen...
Jeg græd... pev... og kunne ik trække vejret ordentligt..
Han sagde det da jeg vågnede kl. 15.00
JEG SOV TIL KL. 15!!!
Og han vågnede kl. 11
Han lod mig sove....
Mens han passede på mig..
Men jeg følte mig syg...
Han sagde at min pande og kinder var brandvarme..
Min mor var/er rigtig alvorlig med dette emne..
Jeg ved ogs godt at hun har ret..
Hun elsker mig..
Og vil passe på mig..
Og jeg har det som hende..
Jeg kan ikk engang snakke om det..
Kan ikk snakke om nogle kønsdele..
Jeg har gjort mig selv til grin i biologi..
Men kan ik snakke om det -_-
Men hun var rigtig glad for at jeg var så glad..

Men da jeg havde snakket færdig med min mor..
Gik jeg ind på mit værelse..
Skrev lidt med Mie og Trine..
Daniel var stadig i toget på vej til odense..
Pludselig skriver René..
Han er forelsket i mig..
Men jeg kan ik lide ham..
Jeg elsker ham som min ven.. og ik andet..
Jeg følte at jeg blev nødt til at sige det til ham...
Jeg ville bare ikke have at han blev ked af det..
Men det blev han..
Han blev rigtig ked af det..
Og pludselig... pludselig skrev han til mig..
Som om jeg slet ikke betød noget for ham..
Overhovedet..
Han skrev koldt til mig..
Ændrede sig pludselig..
Jeg sårede ham... Igen..
Det er sket mange gange..
Men denne gang.. gav han igen..
Han skrev til mig.. som om...
Jeg bare var en lille pige... som intet betød for ham..
Ikke engang som en ven!
Jeg ville skrive til Daniel...
Fortælle hvorfor jeg pludselig var stille..
Og ik rigtig skrev så meget..
Men jeg turde ikke :'(
Jeg spurgte Trine om.. hvad jeg skulle gøre..
Om han havde skrevet til hende..
Det havde han..
Han var slet ikke okay..
Han græd.. græd så meget..
Jeg knuste ham...
Sårede ham rigtig meget...
Han vidste godt..
At jeg ikke ville elske ham..
på samme måde.. som han elsker mig på..
Jeg har sagt det 100 gange til ham..
Men han har håbet..

Jeg føler mig som en dårlig ven!
Selvom Trine, Mie og Morten siger,
At jeg er en ''Fantastisk person...''
Og at min far ville være stolt af mig..
osv... Så føler jeg mig dum og ond...
Jeg ved ikke.. Om der er andre der kan lide mig...
Jeg føler mig sjælendt elsket...
Som ven eller kæreste.. det er ligemeget..
Jeg ved ik hvad der er galt..
Men jeg har det så dårligt...
Psykisk altså...
Jeg ved ikke om jeg har gjort noget galt..
Men jeg er bare ked af det..
Er rigtig sårbar...
På onsdag skal jeg til psykolog igen..
Vi skal se billeder af min far der...
Men jeg føler mig ik klar..
Lovede min psykolog at se billederne igennem...
Inden onsdag...
Men har ikk fået det gjort :(
Tør ikke... tør ikke finde roden til alt min smerte...
Jeg tør ik :'(
Er bange for det...
Hvorfor føler jeg mig alene..?
Jeg er ikke alene..
Jeg ved at Wolter er der for mig..
At Mie, Trine, Daniel, min mor...
ja.. der er flere der er der for mig.
Jeg skal bare turde at snakke med dem..
Og jeg burde sove nu :(
Burde ikk holde mig selv vågen..
..... Men jeg prøver at holde tårene tilbage..
Holde chokket over hvor få mennesker jeg stoler fuldt ud på!
D..det er kun... kun 3 eller 4 :'(
Den gør ret ondt..
.. Men jeg overlever nok...