Jeg ankom til sorggruppen.. Med en klump i halsen...
Har været paranoid hele aftenen!
Jeg bliver spurgt om hvordan det går med ham...
Fortæller det med mine venner..
Bliver helt kold..
Bliver paranoid...
Fik lyst til at græde,
Men kunne ikke... Så skulle jeg forklare..
Det kan jeg ikke..
Skulle forklare hvorfor de var sure..
Men jeg kunne ikke :(
Jeg blev endnu mere ked af det...
Fik det dårligt..
Havde det varmt...
Jeg sad og tjekkede nettet via mobil, imens...
Så noget som fik mig til at få tåre i øjnene...
Han hader mig virkelig..
Det må han gøre..
Hvorfor får jeg ikke noget at vide mere..
Betyder jeg slet ik noget mere...
Hader han mig virkelig???
Hvorfor får jeg aldrig noget at vide..
Jeg bliver vred..
Vred på mig selv..!
Hvorfor er jeg så DUM!!
Meget dum!
Han hader mig...
Men jeg vil ikke være den der bukker under mere!
Det vil jeg altså ikke igen...
Vil ikk være den der skal rede vores røv mere...
Det er for hårdt :'(
Og det er jo min egen skyld!!!
Jeg kunne bare holde min mund...
Men jeg prøvede i dag..
Tog mig sammen og kom faktisk..
Men nej!! Der skete intet!
INTET!!
Jeg talte om det til sorggruppen..
Hvor svært det var...
Uden at kunne nævne navne..
Men de kunne ikke tage det seriøst...
Ikke engang Birgit, så ud til at tage det seriøst...
Jeg havde lyst til at tage hjem :(
Jeg ville ik mere..
For de kiggede bare mærkeligt på mig ;(
Men gad ikke gå...
De prøvede jo.. :(
Ved ik hva jeg skal gøre ved det...
Men nu... Nu vil jeg sove..
Pine mig selv..
Råbe ad mig selv...
Være vred...
For det er min skyld..
At alles liv er noget lort..
(føler jeg)